Gentofte HF

Gentofte HF søger ny vicerektor

Brænder du for at lede, og kan du stå i spidsen for en engageret gruppe ansatte?  Er du passioneret omkring skoleudvikling og administration? Deler du visionen om at skabe fagligt stærke elever og samtidig hele mennesker? Så er jobbet som vicerektor på Gentofte HF måske noget for dig.

Vi søger en ny vicerektor, fordi vores nuværende er blevet udnævnt til rektor på en anden skole.

Din profil

Vi søger en vicerektor, som på den ene side klart tager lederrollen på sig, og som på den anden side også kan løse en række administrative opgaver.

Det er vigtigt, at du har blik for, at undervisning og læring er vores kerneopgave, og at du i samarbejde med skolens lærere vil indgå i arbejdet med at udvikle denne til gavn for vores elever. Du skal derfor være med til at sikre, at både lærere og TAP’ere skaber kvalitet i forhold til kerneopgaven.

Dit personlige lederskab skal være kendetegnet ved tillid, nærvær og anerkendelse. Du skal kunne håndtere, at både den daglige drift og den politiske virkelighed gør, at hverdagen er omskiftelig. Dette kræver, at du både kan gribe og håndtere mange bolde samtidig. Derudover forventer vi, at du kan sætte en klar retning og kunne kommunikere tydeligt, samt at du har en god forståelse for interpersonelle relationer.

Vi søger derfor en vicerektor, som har erfaring med pædagogisk udvikling og som, med respekt for de eksisterende værdier, kan tænke strategisk og visionært. Den ideelle kandidat har allerede ledelseserfaring. Vi lægger desuden vægt på, at du har et godt kendskab til hf-uddannelsen, og at du har lyst til at engagere dig i skolens liv.

Om jobbet

Vi kan tilbyde en spændende stilling med en varieret hverdag, på en fantastisk skole, som vi selv mener, er en unik arbejdsplads.

Du vil komme til at indgå i et ledelsesteam, der udover dig består af rektor, en pædagogisk leder og en økonomichef. Ledelsesgruppen arbejder tæt sammen om både drift og strategisk udvikling.

Der vil være rig mulighed for selv at præge jobbet, men i udgangspunktet vil du blive ansvarlig for følgende overordnede områder

  • Personaleledelse – herunder fordeling af arbejdsopgaver
  • Kvalitetsudvikling og kvalitetssikring af undervisningen
  • Markedsføring
  • GDPR
  • Elevadministration

Der vil i stillingen være krav om, at du også underviser, og du skal således have undervisningskompetence i et fag inden for den gymnasiale fagrække.

Løn i henhold til cirkulære om aftale om ansættelse af chefer ved institutioner inden for undervisning og uddannelse på undervisningsministeriets område.

Om skolen

Gentofte HF er en lille skole, men et stort hf-kursus. Vi har ca. 400 elever fordelt på to årgange og ca. 50 lærere og ca. 10 TAP’ere. Vi lægger vægt på, at eleverne oplever en skole, hvor de både rykker sig fagligt og personligt. Skolen udbyder således flere udvidede fagpakker rettet mod universiteterne, samt en række fagpakker, som er professionsrettede, bl.a. mod kreative professioner.

For oplysninger om stillingen kan du kontakte rektor Henrik Cornelius på telefon 21 48 61 65

Pga. sommerferien er ansøgningsfristen sat til d. 14. august. Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler i uge 35.

Søg jobbet

Fakta

  • Arbejdssted
    Gentofte HF
  • Adresse
    Dahlénsstræde 5, 2820 Gentofte
  • Stillingskategori
    Vicerektor
  • Ansættelsesforhold
    Fuldtid
  • Geografi
    Region Hovedstaden
  • Ansættelsens start
    01-10-2020
  • Jobnr.
    64028
  • Ansøgningsfrist
    14-08-2020
Opret jobagent
På baggrund af dette job