
Uddannelsesleder til Ringkjøbing Gymnasium
Ringkjøbing Gymnasium søger en uddannelsesleder til tiltrædelse pr. 1. august 2023.
Som uddannelsesleder hos os vil du indgå i vores ledelsesteam på i alt tre personer (rektor, vicerektor og uddannelsesleder), der arbejder tæt sammen om både drift, udvikling og strategi og sammen med de administrative medarbejdere hjælper hinanden i en travl hverdag.
I udvælgelsen af vores nye uddannelsesleder lægger vi vægt på, at du
- har undervisningserfaring og lyst til ledelse samt gerne erfaring med ledelse og/eller planlægningsopgaver
- har interesse for og erfaring med pædagogisk/didaktisk udvikling og dennes betydning for varetagelsen af et gymnasiums kerneopgaver
- har interesse for og gerne erfaring med administrative og planlægningsmæssige opgaver
- er nem og inspirerende at samarbejde med
- er åben, lyttende og inddragende
- har blik for både helhed og detaljer samt lyst til at medvirke til at få en skole til at hænge sammen og fungere optimalt
- kan kommunikere klart og tydeligt i både tale og skrift
- har pædagogikum og undervisningskompetence i mindst ét gymnasiefag
De konkrete opgaver fordeles i ledelsen efter ansættelsen; men du bør i ansøgningen skrive, hvor du primært har dine styrker og interesser. Du kan også regne med, at undervisning bliver en del af din opgaveportefølje.
Om skolen
Ringkjøbing Gymnasium er med 12 gymnasieklasser, ca. 300 elever og ca. 30 lærere et mindre gymnasium med lokal forankring og internationalt udsyn. Vi er i gang med en strategiproces, som indebærer både pædagogisk/didaktisk udvikling, opgradering af vores kommunikationsveje og modernisering af vores i forvejen velindrettede bygninger for at ruste os bedst muligt til de kommende års skærpede konkurrence om eleverne. Vi er et både fagligt og økonomisk velkonsolideret gymnasium, og vi tilbyder et godt og trygt arbejdsmiljø, hvor der er kort afstand mellem ledelse og medarbejdere. Vores lærere og elever er generelt åbne og engagerede, og du vil opleve, at det er let at opbygge gode samarbejdsrelationer med dem. Vi er som skole kendetegnet ved, at der ikke er langt fra idé til handling, så du kan som uddannelsesleder være med til at sætte nye projekter i gang eller træde ind i igangværende projekter. Der er i det hele taget gode muligheder for at have indflydelse på eget arbejde.
Gymnasiet ligger i Ringkøbing, som kombinerer en velbevaret historisk bykerne med dynamisk erhvervsudvikling, hvor der er et rigt kulturliv, og hvorfra der ikke er langt til naturoplevelser og friluftsaktiviteter ved fjord og hav, i skoven og på heden. I vores optageområde ligger også Hvide Sande, hvor vi er ved at etablere en surfer-satellit for unge mennesker, som ønsker at kombinere en stx med deres passion for vandsport.
Løn og ansættelsesforhold
I henhold til overenskomst ved statslige institutioner.
Hvis du har spørgsmål
Du kan læse mere om Ringkjøbing Gymnasium på www.rkbgym.dk. Du er også velkommen til at kontakte rektor Lars Roesen på tlf. 2130 6709 for at høre mere om stillingen.
Send din ansøgning
inkl eksamenspapirer, CV og andre relevante dokumenter via Gymnasiejob senest tirsdag den 11. april kl. 12. Det forventes, at der vil blive afholdt samtaler i slutningen af april.
Vi ønsker, at personalets sammensætning afspejler samfundets diversitet, og opfordrer dig derfor til at søge uanset din personlige baggrund.
Vi glæder os til at høre fra dig!
Dit næste skridt...
Fakta
- Arbejdssted
Ringkjøbing Gymnasium - Adresse
Vasevej 24, 6950 Ringkøbing - Undervisningsfag
Billedkunst & Biologi & Dansk & Design og arkitektur & Engelsk & Erhvervsøkonomi & Filosofi & Fransk & Fysik & Historie & Idræt & Kemi & Latin & Matematik & Musik & Naturgeografi & Oldtidskundskab & Psykologi & Religion & Samfundsfag & Spansk & Tysk - Stillingskategori
Uddannelsesleder - Ansættelsesforhold
Fuldtid - Geografi
Region Midtjylland - Ansættelsens start
01-08-2023 - Jobnr.
66394 - Ansøgningsfrist
11-04-2023
På baggrund af dette job