Egaa Gymnasium

Økonomi- og administrationschef til Egaa Gymnasium

Da skolens økonomichef gennem mange år har valgt at gå på pension, søger vi lige nu den rette kandidat til at tage over.

Egaa Gymnasium er et nyere gymnasium i den nordlige del af Aarhus med 750 elever og 85 dygtige medarbejdere. Økonomien er sund og bygningerne løbende vedligeholdt. Skolen har et bredt udbud af studieretninger og en stærk elevgruppe.

Vi ser det som vores opgave at give de unge mulighed for at vokse. Tilbyde dem en plads i fællesskabet, en stærk faglighed og en bred horisont. Klæde dem på til en fremtid, som forandrer sig.

Det gør vi i det daglige gennem et fokus på både faglighed og fællesskab – og ikke mindst handlekraft og nysgerrighed. På verden og på hinanden.

_________________________________________________

Dine kompetencer

Vi søger først og fremmest en person, der har evnen til at skabe gode relationer, blik for sine medarbejdere og samarbejde som en del af sit dna. En person som med sin solide faglighed tør uddelegere medansvar – og som ser det som meningsfuldt at give unge mennesker gode uddannelser og plads til at vokse.

Vi forestiller os, at ansøgeren har en kandidatuddannelse eller gennem videreuddannelse opnået noget, der svarer dertil. Dine primære faglige kompetencer har du i både økonomistyring, bygningsdrift, HR og administrationsledelse. Du skal derfor motiveres af en bred, men også spændende ledelsesportefølje.

Du skal trives i en hverdag, hvor skoleårets forudsigelighed præges af hverdagens dynamik. Det kræver blik for struktur, men også en fornemmelse for pragmatiske løsninger på hverdagens udfordringer.

Ledelseserfaring og kendskab til undervisningsverden vil være en fordel, men ikke et krav. Vigtigst er: Flair for økonomi og drift, lyst til at lede gennem anerkendelse, uddelegering og inddragelse, evnen til at kunne finde gode pragmatiske løsninger – og så må du gerne kunne grine. Det synes vi, er ret vigtigt.

_________________________________________________

Dine opgaver

Du vil indgå i en velfungerende ledelsesgruppe, hvor den enkelte leder har sine faste ansvarsområder, men naturligt indgår i samarbejde og dialog om de mange snitflader mellem ledelsesområderne, der naturligt er i en organisation.

Du vil i dagligdagen få personaleansvaret for en velfungerende administration bestående af seks administrative medarbejdere og fire tekniske medarbejdere - selvsagt i tæt samarbejde med den øvrige ledelse. Du vil ligeledes naturligt skulle samarbejde med underviserne samt vores mange elevforeninger. Det er derfor vigtigt, at du har en stærk indsigt i de typer af opgaver, som fylder i de nærmeste medarbejderes administrative hverdag – og formår at oversætte en uddannelsesinstitutions hovedopgaver ind i denne hverdag.

Hovedporteføljen vil ligge i det økonomiske og driftsmæssige område, men der kan efter ansættelsen i samarbejde med den øvrige ledelse justeres på det præcise indhold i forhold til dine konkrete kompetencer.

Dine vigtigste opgaver vil være at lede administrationen gennem tilgængelighed, gode relationer og tillid til medarbejdernes særlige kompetencer – og samtidig sikre, at de overordnede skolebeslutninger udfoldes i praksis også i administrationen.

Du vil desuden få hovedansvaret for at udarbejde budgetter, regnskaber og have et løbende blik for den aktuelle økonomiske status. Alt sammen i samarbejde med administrationen og den øvrige ledelse.

Du får ligeledes hovedansvaret for at gymnasiets bygninger, udearealer og inventar vedligeholdes både efter behov og de faste planer. Alt dette selvfølgelig i et godt samarbejde med skolens tekniske medarbejdere. Vi prioriterer desuden et tydeligt blik for bæredygtige løsninger. Ikke bare i den tekniske afdeling, men i hele organisationen og altid i samarbejde med alle de øvrige medarbejdere.

_________________________________________________

Proces og løn

Stillingen skal besættes fra 1. august 2025. Du ansættes på chefvilkår og efter den gældende cheflønsaftale med indplacering i lønramme 36. Der kan alt efter kvalifikationer forhandles et individuelt tillæg.

Din ansøgning, CV og eksamenspapirer sendes via Gymnasiejob.dk senest den 22. maj.

Første samtalerunde afholdes den 4. juni.

Anden samtalerunde afholdes den 18. juni.

Ansøgere, der går videre fra første runde, vil skulle gennemføre et testforløb inden anden samtalerunde.

Hvis du har spørgsmål vedrørende stillingen er du velkommen til i fuld fortrolighed at kontakte rektor Martin Ingemann enten på mi@egaa-gym.dk eller 89 12 42 54.

Du kan læse meget mere om skolen på vores hjemmeside www.egaa-gym.dk.

Vi glæder os til at høre fra dig!

 

Søg jobbet

Fakta

  • Arbejdssted
    Egaa Gymnasium
  • Adresse
    Mejlbyvej 4, 8250 Egå
  • Geografi
    Region Midtjylland
  • Ansættelsesforhold
    Fuldtid
  • Stillingskategori
    Administrativ leder
  • Ansættelsens start
    01-08-2025
  • Jobnr.
    68438
  • Ansøgningsfrist
    22-05-2025
Opret jobagent
På baggrund af dette job