NEXT Københavns Mediegymnasium

Københavns Mediegymnasium søger undervisere til fransk og spansk

Kan du undervise i fransk eller spansk? Og har du lyst til at være med til at skabe noget nyt? Så glæder vi os til at høre fra dig!

Lige nu søger vi undervisere til timerester i fransk og spansk, men ser også gerne at du har et andet fag fra enten stx eller htx-fagrækkerne. 


Hvem er vi?

I august 2025 startede vi STX på Mediegym, og vi søger nu et par nye kollegaer, der vil være med til at etablere og udvikle vores nye uddannelsesretning. 

Københavns Mediegymnasium er centralt beliggende ved Forum. Siden 2016 har vi tilbudt HTX-studieretninger med fokus på kommunikation, mediefag, programmering og design – og fra august 2025 også STX, hvor vi tilbyder studieretninger med fokus på samfundsfag og naturvidenskab. Vi har med de 10 nye 1.g-klasser, der lige er startet, fordoblet vores elevtal.

Vi er stolte af vores elever – de er kreative, engagerede og rummelige – og vi arbejder hver dag på at give dem en uddannelse og en gymnasietid, de vil huske. Hos os får du kolleger, der brænder for at skabe undervisning, der er anderledes, involverende og ofte rækker ud over klasselokalet. Vi tager gerne undervisningen væk fra whiteboardet og ud i virkeligheden.

Vi er en del af NEXT Uddannelse København, hvilket giver os både nære samarbejder på skolen og et stort netværk på tværs af NEXTs andre gymnasier i hovedstadsområdet.

Kig gerne forbi vores instagram @mediegym og få et indtryk af, hvad der sker til både hverdag og fest på vores skole. 
 

Hvem er du?

Du trives i et miljø, hvor ingen dage er ens, og hvor fleksibilitet og initiativ er nøgleord. Derudover har du lyst til at engagere dig i skolens liv uden for undervisningen – fx gennem studieture, elevudvalg, fredagscaféer, LAN-parties, fester og andre sociale arrangementer.

Du kan se dig selv på et anderledes gymnasium med en stærk medieprofil og mener, at det er en relevant og inspirerende måde at uddanne unge på i dag. 

Da det er nyt for os at have 2. fremmedsprog, skal du have mod og lyst til at etablere en ny faggruppe. Vi har gode fagkolleger på vores søstergymnasier på NEXT, men du bliver ansvarlig for at starte dit fag op hos os. Vi står klar med opbakning og støtte, og du får sparring og hjælp fra kolleger i andre fag, men du skal have mod på at være fagansvarlig. Du skal både kunne bidrage med nye indslag og gå med i eksisterende projekter – og gerne videreudvikle og udfordre den sædvanlige praksis. 

Derudover søger vi en profil, som

  • har en relevant kandidatuddannelse, der kvalificerer til at undervise i fransk eller spansk
  • kan koble undervisningen til virkeligheden og gøre skoledagen levende, spændende og meningsfuld
  • er vild med at formidle dine fag til unge mennesker og du er nysgerrig på selv at lære nyt
  • har lyst til en kollegasnak ved kaffemaskinen og bruger gerne 5 minutter en gang imellem på at hjælpe en elev efter timen
  • kan bidrage til et godt arbejdsmiljø med en uformel omgangstone, humor og samarbejde.


Ansættelsesvilkår

Stillingerne er på deltid og kan derfor kombineres med andre ansættelser.

Stillingerne er som udgangspunkt til timerester svarende til ca. 1-2 hold. Da sprogfagene skal ligge samtidigt i skemaet, er det derfor ikke en fordel at have både fransk og spansk.

Løn, pension og ansættelsesforhold følger gældende overenskomst mellem Skatteministeriet og Akademikere i Staten eller Lærere og pædagogiske ledere ved gymnasieskoler mv.

Vi ønsker, at du begynder den 1. november 2025, eller hurtigst muligt. Ansættelsen er til sommeren 2026, men med mulighed for fastansættelse. 

Vi opfordrer alle kvalificerede uanset personlig baggrund til at søge stillingen.
 

Ansøgning

Send cv, ansøgning og andre relevante dokumenter til os hurtigst muligt, hvis stillingen er noget for dig. 

Vi holder løbende ansættelsessamtaler.

Du er velkommen til at kontakte Vicerektor Pernille Frøling på tlf. 51703404 eller mail pbf@nextkbh.dk, Vicerektor Iben Engberg på tlf. 21697736 eller mail ike@nextkbh.dk eller Rektor Rasmus Dietz på tlf. 22636697 eller mail rcd@nextkbh.dk, hvis du har spørgsmål til stillingen.
 

Om NEXT

NEXT – Uddannelse København har en mission om at uddanne til fremtiden med rødder i fortiden. Det gør vi med udgangspunkt i tre pejlemærker; at tænke og agere bæredygtigt, skabe en eksperimenterende og meningsfuld læringskultur og sikre kompetencer til at udvikle fremtidens samfund. Vores institution rummer over 40 forskellige erhvervsuddannelser, alle fire gymnasieuddannelser, 17 Eux-uddannelser samt 10. klasse og efteruddannelseskurser.

 NEXT har tobaks- og røgfri skole- og arbejdstid. Det betyder, at hverken elever, medarbejdere eller kursister må benytte nogen former for tobaksvarer, snus eller e-cigaretter i skole- og arbejdstiden – heller ikke hvis de forlader skolens område i løbet af dagen.

Søg jobbet

Fakta

  • Arbejdssted
    NEXT Københavns Mediegymnasium
  • Adresse
    Julius Thomsens Gade 5, 1974 Frederiksberg C
  • Geografi
    Region Hovedstaden
  • Undervisningsfag
    Fransk & Spansk
  • Stillingskategori
    Adjunkt/lektor
  • Ansættelsesforhold
    Timerester
  • Ansættelsens start
    01-11-2025
  • Jobnr.
    68826
  • Ansøgningsfrist
    17-09-2025
Opret jobagent
På baggrund af dette job