Gymnasielærer i matematik og filosofi til Europaskolen i Luxembourg

Er du en erfaren gymnasielærer, der ønsker at arbejde i udlandet, og er du nysgerrig på andre kulturer?  Bliv en del af fællesskabet, og vær med til at forme Europaskolernes fremtid!
Børne- og Undervisningsministeriet søger her en af tre gymnasielærere til de danske sektioner i sekundærafdelingerne i Luxembourg fra 1. august 2026.

Om jobbet
Europaskolerne er en mellemstatslig organisation, der består af de 27 EU-lande. Skolerne udgøres af 13 skoler, som medlemslandene har ansvaret for i samarbejde med EU-kommissionen.
Som lærer på Europaskolerne får du mulighed for at gøre brug af din faglighed som gymnasielærer i udlandet. Din dagligdag vil foregå i et spændende, internationalt miljø, og du vil komme til at indgå i samarbejdsprojekter med de øvrige nationale sektioner på skolen.
Jobbet stiller høje krav til både samarbejde og evnen til at arbejde selvstændigt og giver samtidig mulighed for at udvikle sig i et inspirerende og internationalt miljø, hvor man er omgivet af andre sprog og kulturer. Som gymnasielærer på en Europaskole underviser du som udgangspunkt overvejende dansktalende elever i overbygningen fra 6.-12. skoleår, dog især de ældste klasser. Der kan, afhængigt af fagkombination og sprogkundskaber, blive tale om at undervise på engelsk.
Arbejdssproget med elever, forældre og kolleger i den danske sprogsektion er dansk.

I Luxembourg er der seks danske lærere tilknyttet overbygningen. Sammen driver I sektionens fælles pædagogiske arbejde og hjælper med at opretholde dansk kultur og traditioner. I samarbejder også med kolleger fra andre sprogsektioner og kommunikerer på et eller flere af EU's officielle arbejdssprog; engelsk, fransk eller tysk. Den daglige drift og arbejdsrelaterede spørgsmål håndteres af den lokale skoleledelse.
Eleverne i danske sektion afslutter deres skolegang med den europæiske studentereksamen (EB, European Baccalaureate) som er adgangsgivende i alle europæiske lande.
Europaskolen i Luxembourg II består af en børnehaveklasse, en grundskole (1.-5. skoleår) og en overbygning (6.-12. skoleår) med ca. 2700 elever fordelt på otte sprogsektioner: dansk, engelsk, fransk, græsk, italiensk, spansk, tjekkisk, tysk og ungarsk. Der er ca. 110 danske elever på skolen fra børnehave til den europæiske studentereksamen.

Om dig
Du har en kandidatgrad i matematik, undervisningskompetence og pædagogikum i faget matematik, evt. i kombination med filosofi.
Ansøgere bedes angive, hvilke andre fag de har undervisningskompetence i og evt. andre kompetencer som fx studievejledning eller læsevejledning.

Som person skal du:

  • være initiativrig og kunne arbejde selvstændigt samt kunne skabe et positivt klima i klasserummet
  • kunne samarbejde bredt og indgå i samarbejdsprojekter med de øvrige nationale sektioner på skolen
  • have gode sociale kompetencer, være udadvendt og nysgerrig over for andre mennesker og kulturer.

Undervisningssproget er dansk, og gode danskkundskaber er derfor en forudsætning for ansættelse, da stillingen indebærer tæt samarbejde med skolens øvrige nationale sektioner.
Derudover vil et indgående kendskab til et af EU’s officielle arbejdssprog (engelsk, fransk eller tysk) være en fordel. Erfaring fra en koordinerende funktion i skolesystemet betragtes ligeledes som en styrke.
Hvis du ikke har tilstrækkelige kundskaber i fransk, skal du deltage i et intensivt sprogkursus i august 2026. Nærmere forhold aftales senere.

Løn- og ansættelsesforhold
Ansættelse finder sted for en prøveperiode på to år, hvorefter der tages stilling til fortsat ansættelse for en treårsperiode. Ansættelsen kan herefter forlænges for en fireårsperiode til i alt ni år. Ansættelsen sker pr. 1. august 2026 og med skolestart primo september 2026.
I forbindelse med ansættelsen afholder ministeriet udgifterne til en besigtigelsesrejse til skolen.
Hvis du i dit nuværende job er ansat efter en overenskomst, som giver mulighed for tjenestefrihed i henhold til bekendtgørelse nr. 518 af 3. juli 1991 om ret for tjenestemænd til tjenestefrihed uden løn til nærmere afgrænsede formål, har du ret til tjenestefrihed uden løn under hele din ansættelsesperiode som europaskolelærer/børnehaveklasseleder på Europaskolen.
Det bemærkes, at du selv skal søge orlov fra din danske stilling.
Stillingen aflønnes efter særlige EU-regler, og lønnen består dels af den danske overenskomstløn, dels af løn fra Europaskolen, bl.a. beregnet ud fra anciennitet og forsørgerbyrde. Den samlede løn kan først udregnes i forbindelse med ansættelsen, men ligger noget over den danske løn.

Vil du vide mere?
Eventuelle henvendelser om stillingerne kan ske til inspektør for sekundærafdelingen
Christer Rovang Jakobsen Christer.Rovang.Jakobsen@stukuvm.dk eller på telefon 21 38 90 88. For yderligere oplysninger om Europaskolerne henvises til Europaskolernes hjemmeside www.eursc.eu og www.uvm.dk/internationalt-arbejde/eu-og-europa/eus-uddannelses-og-ungdomssamarbejde/europaskolerne

Sådan søger du
Send din ansøgning senest søndag den 29. marts 2026.
Der afholdes to samtaler, hvor der i anden samtale indgår en case.
Vi forventer at holde første samtalerunde i uge 17. Samtalerne finder sted Kalvebod Brygge 47, København V. Ved samtalerne deltager inspektør Christer Rovang Jakobsen og inspektør Bettina Brandt Nilsson.

Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) er del af Børne- og Undervisningsministeriet. Vi bidrager til fagligt stærke uddannelser til alle. Vi fremmer kvalitetsudvikling på uddannelser og dagtilbud på Børne- og Undervisningsministeriets område, varetager tilsyn med kvaliteten på uddannelser og understøtter en effektiv institutionsdrift.
Vi understøtter den løbende implementering af politiske reformer ved at inddrage ny viden og data. I tæt dialog med skoler, institutioner, foreninger og arbejdsmarkedets parter arbejder vi for at gøre det lettere at give god undervisning og skabe gode dagtilbud. 
Styrelsen er lokaliseret i København og Holbæk.
Vi ønsker, at medarbejdernes sammensætning afspejler samfundets og ser frem til din ansøgning uanset personlig baggrund – vi ser kun på kvalifikationer og kompetencer.

Søg jobbet

Fakta

  • Arbejdssted
    Styrelsen for Undervisning og Kvalitet
  • Adresse
    Kalvebod Brygge 47, 1560 København V
  • Geografi
    Region Hovedstaden
  • Undervisningsfag
    Filosofi & Matematik
  • Ansættelsesforhold
    Fuldtid
  • Stillingskategori
    Underviser & Adjunkt/lektor
  • Ansættelsens start
    01-08-2026
  • Jobnr.
    69223
  • Ansøgningsfrist
    29-03-2026
Opret jobagent
På baggrund af dette job