Ordrup Gymnasium

Ordrup Gymnasium søger en dygtig lærer i engelsk og spansk

Ordrup Gymnasium søger en dygtig lærer til en fast stilling i engelsk og spansk.

Fra 1. august 2026 er der en ledig stilling i engelsk og spansk på OG til en dygtig lærer med lyst til at arbejde med en ambitiøs og livlig elevgruppe i et stærkt kollegialt fællesskab.

Om OG

På Ordrup Gymnasium arbejder vi bredt med almen dannelse og tilstræber mangfoldighed i studieretninger, undervisningsformer og elevsammensætning. Vi har en blandet elevsammensætning med plads til forskellige faglige interesser og styrker. Vi har en stærk international profil med sprogrejser, udveksling og anderledes studieture, men er også lokalt forankret i Gentofte kommune, som vi har et godt samarbejde med. Du kan læse vores vision for OG her: www.ordrup-gym.dk/om-og/vision-og-vaerdier/.

Traditioner spiller en væsentlig rolle på OG. Vores bærende værdi om respekt for det enkelte menneske blev første gang formuleret af skolens grundlægger i 1873, og vi tror på værdien af at skabe stærke fællesskaber – for både elever og ansatte – gennem samarbejde og ansvar.

Vores elever oplever, at der er plads til den enkelte, og at vi har et fokus på den enkeltes muligheder. Det er blandt andet derfor, at vores elever er meget glade for at gå i skole.

Vi er et særdeles veldrevet gymnasium med en stærk økonomi. Vi lægger vægt på samarbejde, tydelig kommunikation, medarbejderinddragelse, god planlægning og gennemsigtighed i beslutningsprocesserne.

Der er pt. ca. 800 elever og 90 ansatte på OG. Læs mere om OG på www.ordrup-gym.dk

Om dig

Du har fokus på elevernes læring og brænder for undervisning på en solid faglig baggrund. Vi regner med, at du har bestået kandidateksamen og meget gerne pædagogikum, og at du interesserer dig for den faglige og didaktiske udvikling i dine fag. Vi har International Dag, sprogdage og lignende profilarrangementer, som vi forventer, at du vil bidrage til. Det samme gælder det relationelle arbejde med eleverne, som er en forudsætning for at lykkes fagligt. Du skal ligeledes være villig til at engagere dig i samarbejdet i faggrupper og klasseteams.

Om ansøgningen

Ansøgningsfrist er mandag den 4. maj. Samtaler vil blive afholdt løbende. Evt. spørgsmål kan rettes til vicerektor Christina Stefansen på 3996 0818 eller mail cs@ordrupgym.dk.

Ansøgning med bilag, herunder CV og eksamenspapirer sendes via Gymnasiejob.dk.

Vi opfordrer alle interesserede uanset alder, køn, religion og etnisk tilhørsforhold til at søge stillingerne. Angiv meget gerne, om du har kompetencer i andre fag.

Søg jobbet

Fakta

  • Arbejdssted
    Ordrup Gymnasium
  • Adresse
    Kirkevej 5, 2920 Charlottenlund
  • Geografi
    Region Hovedstaden
  • Undervisningsfag
    Engelsk & Spansk
  • Stillingskategori
    Adjunkt/lektor
  • Ansættelsesforhold
    Fuldtid
  • Ansættelsens start
    01-08-2026
  • Jobnr.
    69356
  • Ansøgningsfrist
    04-05-2026
Opret jobagent
På baggrund af dette job