Strategisk og nærværende rektor søges til Brøndby Gymnasium
Vil du stå i spidsen for et mindre, ambitiøst og værdibåret privat gymnasium med en stærk idrætsprofil, høj faglighed og et tæt fællesskab? Har du lyst til at udvikle en skole, hvor uddannelse, talentudvikling og trivsel går hånd i hånd? Så er du måske den nye rektor for Brøndby Gymnasium.
Om Brøndby Gymnasium
Brøndby Gymnasium blev etableret i 2005 og ligger på Brøndby Stadion i moderne rammer midt i et levende sportsmiljø med Danmarks Idrætsforbund, Team Danmark og Brøndby IF som nærmeste naboer. Med omkring 290 elever fordelt på tre STX-spor og ét HF-spor prioriterer vi et trygt og nærværende skolemiljø, hvor elever, lærere og ledelse er tæt på hinanden, og hvor der ikke er langt fra klasselokale eller lærerværelse til rektors kontor. Gymnasiet har fokus på en stærk vejledningsindsats, et lærerteam der er tæt på eleverne og stærke relationelle kompetencer. Et centralt fokuspunkt de senere år har været en styrkelse af elevernes faglige trivsel.
Brøndby Gymnasium har en tydelig idrætsprofil. Med Brøndbymodellen er morgentræning integreret i skemaet, og undervisning, moduler og prøver tilrettelægges fleksibelt, så elever kan kombinere skole og eliteidræt. Dette er en stor fordel ikke bare for vores Team Danmark-atleter, men også for den store gruppe af elever, der er særligt idrætsaktive. Som ét af kun to gymnasier i landet tilbyder vi desuden idræt på A-niveau, og studieretningen med Samfundsfag A og Idræt A er meget populær. Som en vigtig del af vores idrætsprofil arbejder vi tæt sammen med forbund og klubber, og der er fokus på sundhed, trivsel og fællesskab i hverdagen. Idræt spiller dermed en central rolle i skolens faglige profil.
Derudover har Brøndby Gymnasium et stærkt fokus på digital dannelse og it. En stor del af eleverne har informatik på mindst c-niveau, og it integreres aktivt i undervisningen. Skolen arbejder pt. med integrering af AI som et læringsfremmende værktøj. De digitale muligheder understøtter fleksible læringsformer og gør det muligt at tilbyde virtuel undervisning, når elever med højt aktivitetsniveau ikke kan være fysisk til stede.
Dine opgaver som rektor
Som rektor har du det overordnede ansvar for gymnasiets pædagogiske, strategiske og økonomiske ledelse, hvor du indgår i et tæt samarbejde med vicerektor og uddannelsesleder. Ledelsesteamet har en uformel og imødekommende tone og lægger vægt at være synlige og til stede i alle aspekter af gymnasiets hverdag. Du skal sætte pris på den nære kontakt til elever og medarbejdere på et kontor, hvor døren altid er åben.
Som rektor får du hovedansvaret for at fastholde og styrke gymnasiets profil som et attraktivt, privat gymnasium på Vestegnen og videreudvikle gymnasiets position i et uddannelseslandskab i forandring. Som gymnasiets ansigt udadtil er det vigtigt, at du både kan føre de eksisterende samarbejder videre og har blik for nye muligheder, hvor gymnasiet kan styrke sin profil som ”det lille gymnasium med den store effekt”.
Den endelige opgavefordeling i ledelsesteamet tilpasses de kompetencer og erfaringer, du bidrager med, men vil blandt andet bestå af:
- Sætte strategisk retning for gymnasiets udvikling
- Videreudvikle skolens profil som privat gymnasium med stærk idrætsprofil
- Sikre høj kvalitet i undervisning, læringsmiljø og trivsel
- Være en synlig og nærværende leder for elever og medarbejdere
- Styrke rekruttering og synlighed i hovedstadsområdet
- Udvikle samarbejdet med idrætsorganisationer, klubber og lokalsamfund
- Sikre bæredygtig økonomisk drift
- Samarbejde tæt med bestyrelsen om skolens udvikling
Om dig
Vi søger en rektor, der brænder for uddannelse og dannelse af unge mennesker og for at skabe et nærværende undervisningsmiljø præget af høj faglighed, trivsel og stærke fællesskaber. Du har strategisk overblik og stærke ledelseskompetencer og motiveres af at stå i spidsen for et mindre, privat gymnasium, hvor der er kort vej fra beslutning til handling, og hvor du som rektor får stor indflydelse på skolens samlede udvikling.
Du behøver ikke selv at have en baggrund i idrætsverdenen, men det er vigtigt, at du har interesse for og forståelse for de særlige muligheder, der ligger i at tilbyde unge mennesker at kombinere idræt på højt niveau med en ungdomsuddannelse. Du kan se dig selv styrke og videreudvikle denne profil i tæt samarbejde med andre og med blik for både talentudvikling, faglig progression og elevernes samlede trivsel.
Som rektor er du synlig, relationsstærk og nærværende i hverdagen og har fokus på at skabe tillid og engagement blandt elever, medarbejdere og samarbejdspartnere. Du lægger vægt på fællesskab, trivsel og faglig udvikling og formår at motivere og samle organisationen om fælles mål. Du trives i en organisation med et lavt ledelseshierarki og formår at møde dine medarbejdere med omsorg, engagement og humor – også når hverdagen er travl og kompleks.
Du har relevant ledelseserfaring samt en kandidatuddannelse og undervisningskompetence inden for fag fra gymnasiets fagrække. Det er en fordel – men ikke et krav – at du har gennemført en formel ledelsesuddannelse. Det er afgørende, at du har et stærkt fagligt fundament og indgående kendskab til pædagogisk og didaktisk udvikling.
Ansøgningsfristen er d. 31. maj 2026 via gymnasiejob.dk
Herefter afholdes første runde ansættelsessamtaler d. 10. juni 2026 og anden runde i d. 22. & 23. juni 2026.
Vi forventer tiltrædelse d. 1. oktober 2026. Ansættelse vil ske i henhold til Cirkulære om aftale om ansættelse af chefer ved institutioner inden for undervisningsområdet.
Vi opfordrer alle kvalificerede uanset personlig baggrund til at søge stillingen.
Du kan læse mere om gymnasiet på hjemmesiden. Har du I øvrigt spørgsmål til stillingen kan du kontakte uddannelsesleder Bo Halskov Stage (bo@brgym.dk / 3120 1374) eller bestyrelsesformand Lars Rasmussen (LRAS@nykredit.dk / 2465 4368).
Dit næste skridt...
Fakta
- Arbejdssted
Brøndby Gymnasium - Adresse
Brøndby Stadion 28A, 2605 Brøndby - Geografi
Region Hovedstaden - Stillingskategori
Rektor - Ansættelsesforhold
Fuldtid - Ansættelsens start
01-10-2026 - Jobnr.
69396 - Ansøgningsfrist
31-05-2026
På baggrund af dette job