Nyborg Gymnasium søger leder med stærk HR-profil, der brænder for og har sans for mennesker

Nyborg Gymnasium søger leder med stærk HR-profil, der brænder for og har sans for mennesker 

Vi tror på det bedste i mennesker! Hvis du kan se dig selv som leder på en arbejdsplads, hvor det er den vigtigste værdi, så læs videre: 

Vi søger en leder, der vil få ansvar for HR-området på tværs af alle vores uddannelser og afdelinger. Det er vigtigt for os at være en skole, der er god for mennesker. Hvor man er tryg, trives og udfordres, og hvor man har en oplevelse af, at man gør en forskel og er del af et stærkt arbejdsfællesskab. 

Vi står overfor at skulle implementere en stor uddannelsesreform, og vi skal åbne en afdeling af vores IB-uddannelse i Odense. Det er vigtigt, at vi i de komplekse forandringsprocesser, vi skal igennem, passer godt på vores dygtige medarbejdere og på hinanden. Det er afgørende for at lykkes, at vi hele tiden har blik for de menneskelige sider af de mange udviklingsspor, og at vi sikrer, at processen bliver et fælles og meningsfuldt anliggende. Derfor har vi brug for en leder, der vil knokle for kulturen og er opmærksom, tænkende og handlende i forhold til medarbejdernes udvikling og trivsel. En leder der vil stå i spidsen for, at vi alle kommer godt igennem forandringsprocesserne – både medarbejdere og elever. 

HR-området vil være den røde tråd i stillingen, men der vil også være mere traditionelle uddannelsesledelsesopgaver på tværs af vores mange uddannelser ift. den drift, praktik og faglighed, der knytter sig til at lave skole. Du vil få personaleansvar for en gruppe lærere, og derfor skal du også være en engageret og omsorgsfuld personaleleder, der har blik for den enkelte, men også for det gode arbejdsfællesskab. Og så skal du brænde for eleverne og være en sød, rummelig, støttende og retningsgivende uddannelsesleder for en række elever, klasser og forældre. 

På Nyborg Gymnasium har vi et menneskesyn som strategi. Det er formuleret i samarbejde mellem elever og ansatte, og det rummer skolens grundlæggende værdier og sjæl og skal fungere som pejlemærke for alt, hvad vi gør - og for alt hvad der foregår på skolen. Du kan læse mere her: Nyborg Gymnasiums menneskesyn. Som leder skal du være med til at få menneskesynet ud at leve og gå forrest som rollemodel ift. at skabe psykologisk tryghed og en åben og tillidsfuld skolekultur. Og det er ikke nok at snakke om tingene – de skal leves.   

Den præcise fordeling af opgaver og ansvarsområder sker efter drøftelse i ledelsesgruppen, men du vil blandt andet få ansvar for følgende: 

Opgaver  

  • Udvikling af HR-området, herunder MUS, porteføljesamtaler, GRUS 

  • Rekruttering og modtagelse af nye medarbejder: opslag, screeninger, samtaler, ansættelse, mentorforløb og mini-pædagogikum 

  • Psykisk arbejdsmiljø herunder APV  

  • Medarbejderadministration  

  • Personalepolitikker og sygefraværspolitik 

  • Kompetenceudviklingsstrategi frem mod 2030 

  • Organisationsudvikling i forbindelse med den kommende reform 

  • Personaleansvar for 20-22 lærere 

  • Uddannelsesledelse 

Om os  

Nyborg Gymnasium er en hybridskole med syv forskellige uddannelser: hhx, eud, eux, stx, ib, hf og 10. klasse – i alt omkring 1400 elever og 175 ansatte. Desuden har vi en kostskole med 190 beboere og med elever fra omkring 50 forskellige nationer. Der er unge fra Nyborg, fra hele Danmark og fra hele verden på skolen, og den mangfoldighed skaber en helt unik ungdoms- og skolekultur med fokus på gensidig respekt og tolerance, som vi er stolte af og værner om. Der er uendeligt højt til loftet på Nyborg Gymnasium!  

Vi tilbyder en spændende, levende og attraktiv arbejdsplads med et tydeligt internationalt fokus og et brændende ønske om at give de unge så mange uddannelsesmuligheder som muligt og støtte dem hele vejen til målet. For vi tror på, at alle kan tage den uddannelse, de drømmer om, med den rette hjælp, omsorg og støtte. Vi har fokus på klar klasseledelse og på at skabe en skole, med stærke relationer, rigtigt socialt nærvær og en stærk skolekultur på tværs af alle husets uddannelser. 

Fælles for alle ansatte på tværs af uddannelser og afdelinger er, at vi brænder for elevernes udvikling, for hinanden og for at skabe den bedst mulige skole og arbejdsplads. Du kan læse mere om skolen på vores hjemmeside www.nyborg-gym.dk. 

Skolens ledelsesteam består på nuværende tidspunkt af rektor, en vicerektor og fem uddannelsesledere. Alle ledere har ansvar for hver deres uddannelse og områder på tværs af organisationen. I ledelsen fokuserer vi hele tiden på at blive bedre sammen og skabe et fælles engagement og en fælles retning for skolen i samarbejde med medarbejdere og elever. Vi har ikke alle løsningerne og svarene på fremtidens udfordringer, men har den fælles tilgang, at ledelse handler om at involvere og få hele mennesker til at lykkes sammen. 

Om dig 

Vi søger en leder, der brænder for eleverne, for medarbejderne og er optaget af organisationskultur 

Vi forventer, at du: 

  • ​Har kendskab til og undervisningserfaring fra ungdoms- og/eller erhvervsuddannelser, og du har gennemført pædagogikum 

  • Har ledelseserfaring 

  • Har erfaring med HR-processer 

  • Kan lede i overensstemmelse med skolens menneskesyn i tæt samarbejde med den øvrige ledelse 

  • Er optaget af og har kendskab til forskellige skoleformer og udviklingen af disse og har en klar interesse for organisationsudvikling i forbindelse med den kommende reform af ungdomsuddannelserne 

  • Er en erfaren, omsorgsfuld, empatisk og lyttende personaleleder 

  • Kan tage ansvar, træffe beslutninger og tænke ting til ende 

  • Er vild med at samarbejde og kan skabe følgeskab og gode relationer – og du er god til at lytte 

  • Har stærke kommunikative evner og vægter meningsskabelse og dialog højt 

  • Har overskud og trives i et til tider travlt og hektisk miljø, hvor ingen dage ligner hinanden 

  • Er modig, uhøjtidelig, åben og har humor 

Lederuddannelse er en fordel 

Ansøgning 

Din ansøgning skal kort filmoptagelse, hvor du præsenterer dig selv og motiverer din ansøgning. Du uploader din filmoptagelse ved ansøgning. Den skal bestå af en kortfattet skriftlig ansøgning, hvor du forholder dig til stillingsopslaget og skolens profil. Du bedes desuden vedhæfte dit CV, relevante eksamensbeviser, eventuelle anbefalinger og anden dokumentation, du finder væsentlig for ansøgningen. Du vil blive bedt om referencer til samtalen. 

Du søger stillingen ved at klikke på "søg jobbet" nederst på siden. Ansøgningsfristen er mandag d. 11. maj 2026 kl. 10.00. 

Tidsplan for ansættelsesprocessen 

11. maj: Ansættelsesudvalget træffer beslutning om, hvem der skal indkaldes til samtalerunde. De ansøgere, der er udvalgt til samtale, indkaldes samme dag. 

Samtaler afvikles som udgangspunkt i uge 21 

Ansøgeren forventes at kunne tiltræde senest 1. august 2026. 

​Ansættelse finder sted efter aftale mellem Finansministeriet og GL/DJØF.  

Yderligere oplysninger kan fås hos rektor Malene Meincke på skolens telefon 65310217 eller på mobil 30276169 inden for normal arbejdstid. 

​ 

 

Søg jobbet

Fakta

  • Arbejdssted
    Nyborg Gymnasium
  • Adresse
    Skolebakken 13, 5800 Nyborg
  • Geografi
    Region Syddanmark
  • Stillingskategori
    Uddannelsesleder
  • Ansættelsesforhold
    Fuldtid
  • Ansættelsens start
    01-08-2026
  • Jobnr.
    69397
  • Ansøgningsfrist
    11-05-2026
Opret jobagent
På baggrund af dette job