Gladsaxe Gymnasium

Gladsaxe gymnasium søger ny vicerektor

Vores dygtige vicerektor har søgt andre udfordringer, og vi søger derfor en ny dygtig vicerektor til tiltrædelse hurtigst muligt.

En central rolle i gymnasiets hverdag

Vi søger en ledelseskollega, som kan indgå aktivt og konstruktivt i løsningen af de mange opgaver, hverdagen byder på. Som vores nye vicerektor bliver du en del af et dynamisk og ambitiøst ledelsesteam, der med stor energi arbejder for en skole med gode værdier. I ledelsesteamet - med rektor, vicerektor og fire uddannelseschefer - arbejder vi tæt sammen om at drive og udvikle Gladsaxe gymnasium. Det betyder, at vi sparrer med hinanden om stort og småt. Vi har hvert vores ansvarsområde, men vi lægger stor vægt på tværgående samarbejde og videndeling.

Dine opgaver som vores nye vicerektor

På GG får du en stilling, der både indeholder opgaver af administrativ, udviklings- og ledelsesmæssig karakter. Du får et stort ansvar i forhold til en række centrale driftsfunktioner - herunder planlægningsopgaver, økonomistyring og andre administrative opgaver - i kombination med pædagogiske udviklingsopgaver. Du bliver stedfortræder for rektor, leder af sekretariatet, og du vil få ansvaret for personaleledelse af ca. 20 medarbejdere.                                                                                                                                              

Dine kompetencer

Du skal være interesseret i ledelse, gerne med lyst til ledelsesmæssig efteruddannelse, og det er et krav, at vicerektor skal have undervisningskompetence i gymnasiale fag. Endvidere forventer vi hos dig:

  • Interesse for og erfaring med logistik og drift af en uddannelsesinstitution
  • Indgående kendskab til administrative systemer, som fx. Lectio, herunder systemer til planlægning, udvikling og daglig drift
  • Stor interesse for og erfaring med pædagogisk udvikling                                                                   
  • Erfaring med udviklingsprojekter – både på skoleniveau og på elevniveau
  • Åbenhed ift. reformer på ungdomsuddannelsesområdet                                       

                                                                                                                                                                                                          
På det personlige plan skal du have gode relationskompetencer og være tydelig i kommunikationen. Du må gerne synes at processer og involvering er sjovt - samtidig med at du har et godt blik for at kunne afslutte og skabe resultater. Du er empatisk og tillidsskabende, og du ved, at det er vigtigt at lytte og være i dialog med elever, lærere og medarbejdere om både det lette og det svære.

                                                                                                                                                                                                                                       
På GG lægger vi vægt på en uformel tone, hvor der også̊ er plads til et godt grin.
                                                                                                                                                                                                                                       
Vilkår

Lønnen aftales i henhold til gældende overenskomst.
Alle interesserede opfordres til at søge uanset køn, alder og etnicitet.
                                                                                                                                                                                                                                       
Praktisk information

Vi har i høj grad brug for dig og dine kompetencer og vi glæder os til, at du kan tiltræde hos os. Derfor arbejder vi med en lidt stram tidsplan, hvor du bedes notere dig nedenstående datoer for aktiviteterne i processen, således at du kan tiltræde 1. november eller hurtigst muligt herefter.

Ansøgning og CV sendes senest den 14. september 2026 kl. 12.00 til job@gladgym.dk. Har du lyst, skal du være velkommen til at medsende en kort video af 2-3 min. varighed med præsentation af dig selv og din motivation for at søge stillingen.

Vi afholder to samtalerunder: 1. samtale afholdes 21. september og 2. samtale 28. september. Ansøgere, der udvælges til 2. samtale, skal gennemføre et testforløb hos Muusmann. 

Der indhentes referencer efter nærmere aftale. Alle ansøgere får skriftlig besked, når forløbet er afsluttet. Du er velkommen til at kontakte rektor Eva Krarup Steensen, tlf. 5356 3834, eller konsulent Jan Thomsen, Muusmann , tlf. 4040 7719, hvis du har spørgsmål.
                                                                                                                                                                                                          

Lidt om Gladsaxe gymnasium

Gladsaxe gymnasium er et stort alment STX-gymnasium med ca. 1.100 elever og 14 spor. Vi er et veldrevet gymnasium med god søgning, en sund økonomi og en stærk forankring i lokalområdet. GG har dygtige og kompetente medarbejdere og et godt samarbejdsklima.

                                                                                                         
GGs vision er at sende ansvarlige, nysgerrige og dygtige studenter ud i verden. Vi arbejder målrettet med høj faglighed og et stærkt fællesskab. Fællesskabet er forpligtende, og vi er alle ansvarlige for vores trivsel og udvikling. Vi har gode faciliteter at arbejde i - og vi prøver løbende at tilpasse både de fysiske og de pædagogiske rammer, så vi kan indfri vores målsætninger.
                                                                                                                                                                                                                                       
Vores strategi 2024-2028 er blevet til i et samarbejde mellem elever, medarbejdere og bestyrelsen. Strategiens pejlemærker er: Dannelse, Engagement og Perspektiv. Vi arbejder med FNs 17 verdensmål og prioriterer internationale aktiviteter højt.
                                                          

Søg jobbet

Fakta

  • Arbejdssted
    Gladsaxe Gymnasium
  • Adresse
    Buddinge Hovedgade 81, 2860 Søborg
  • Geografi
    Region Hovedstaden
  • Stillingskategori
    Vicerektor
  • Ansættelsesforhold
    Fuldtid
  • Ansættelsens start
    01-11-2026
  • Jobnr.
    69767
  • Ansøgningsfrist
    14-09-2026
Opret jobagent
På baggrund af dette job